FORLAGSNYHED: Pigen fra ’58

 

Annie Ernaux betragtes som en af Frankrigs allerstørste nulevende kvindelige forfattere, på højde med Simone de Beauvoir, Marguerite Duras og Françoise Sagan. Hun har skrevet autofiktion, længe før det blev et begreb, og i sin seneste bog, Pigen fra ’58, vender hun tilbage til en episode fra sin ungdom, som hun har kredset om siden starten af sit forfatterskab – hendes første seksuelle oplevelse med en mand på en feriekoloni, hvor hun ligesom han havde fået arbejde sommeren over:

”Jeg har villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig.”

(Pigen fra ’58 s. 13)

Fælles for Annie Ernaux’ romaner er, at de er meget tæt forankret i både hendes eget liv og i den samtid, hun beskriver. Ikke desto mindre er de emner, hun tager op, eviggyldige på tværs af landegrænser: Køn, krop, kærlighed, skam, sociale tilhørsforhold. Hun bruger med andre ord sig selv som materiale i alle bøger – uden at lægge skjul på det – og det er ikke mindst refleksionerne over det at flytte sig fra én social klasse til en anden – Ernaux voksede op under små kår og giftede/uddannede sig senere ind i en højere social klasse – der har inspireret unge franske forfattere som Emmanuelle Richard og Édouard Louis.

 

Læs mere om udgivelsen HER