Kom med ind i operaens verden

 

Det er allerede tre år siden, den første bog udkom her på forlaget, nemlig Célia Houdarts fine lille roman Carrara. Nu er Houdart igen aktuel på dansk med romanen Med dæmpet stemme.

Med dæmpet stemme er historien om Gil de Andrade, en ung, fransk pianiststuderende med portugisiske rødder, der bliver en internationalt berømt tenor. Bogen blev Célia Houdarts store gennembrud, da den udkom sidste år i Frankrig. Ikke mindst i musiske kredse er hendes store viden om og formidling af den klassiske musik i romanform gået rent ind.

Alle operasangere, komponister og dirigenter i bogen er i øvrigt frit opfundne. Så hverken The Smithsonians (Gils yndlingsband), stjernesopranen Vera Glinka, som synger så rørende, at Gil er ved at snuble over sine egne sandaler, da han endelig får lejlighed til at optræde sammen med hende, eller komponisten Francesco Amati og hans barokopera ‘Deucalione’, som bliver Gils store gennembrud, har nogensinde eksisteret. Man behøver med andre ord ikke være ekspert i klassisk musik for at læse bogen, men kan nøjes med at lade sig føre ind i operaens verden af Célia Houdarts ord.