Letheden

Emmanuelle Richard

 

Hun er 14 år, rastløs og utålmodig. Hun er på sommerferie med sin familie på ferieøen Île de Ré ud for den franske vestkyst. Far, mor og lillebror i et mondænt feriehus, de egentlig ikke har råd til. Hvor dagene går med ture til stranden, varmedirrende stilstand og strejfeture alene rundt på øen i de tidlige morgentimer. I hende raser utilpasheden over egen krop, tankerne om, hvem hun er, og hvem hun ville ønske, hun var, om drenge og om sex – ønsket om at blive set, elsket og knaldet.

Emmanuelle Richard leverer med romanen Letheden en hudløs dissektion af det indre liv hos en ung pige på grænsen mellem barn og voksen i et sprog, der er vildt og utæmmet, bidende skarpt og fuldstændig usentimentalt. Hun har med det samme markeret sig som en af Frankrigs mest bemærkelsesværdige og stilsikre unge forfatterstemmer.

 

Oversættelse: Ann-Jette Caron

Udgivelsesdato: 15.5. 2015

1. udgave / 320 s. / blødt omslag u. flapper / ISBN: 978-87-93316-00-3 (bog) / ISBN: 978-87-93316-01-0 (ePub)

 

Læs et uddrag af Letheden

 

KØB BOGEN HER

 

ANMELDELSER:

“Meget litterært bevidst og talentfuldt iscenesat i et frodigt voksende og velvoksent sprog af megen ublufærdig finesse. Hun har indsigtsfuldt gjort et trivielt tema over den ulidelige lethed vedkommende.”

– Torben Brostrøm/Information (9.2. 2016) Læs hele anmeldelsen her

 

★★★★ “Emmanuelle Richard lader pigen læse sig selv som en åben bog, og vi læser med på kun et øjenhårs afstand. Sjældent kommer man så tæt på vægten af ensomhed og letheden, når den forsvinder.”

– Henriette Bacher Lind/Jyllands-Posten (25.8. 2015)

 

“Jeg ville ønske, nogen havde givet mig Emmanuelle Richards bog med i kufferten, da jeg var 15 år og kørte rundt i det hede midt-Spanien med mine forældre på forsædet, mens jeg hørte Radiohead på min discman og sendte tankerne på langfart ud af vinduet, ud mod oliventræerne – så ville jeg have vidst, at jeg ikke var ene om at opleve den højspændte ungdomssommer som et virkelig vigtigt øjeblik i mit liv.”

– Elisabeth Skou Pedersen/litteraturnu.dk. Læs hele anmeldelsen her

 

★★★★★ “Emmanuelle Richard [gør] de unge, forvirrede, kantede og spekulerende teenagere en kæmpe tjeneste med sin bog, for hun er skarp og skriver om den unge piges sommerferie lige på kornet. Om sex, om kys, om kondomer og skam over forældrenes parader, om kærligheden til broderen og tvivlen på sig selv og verden. Fortjent ros til den unge, franske debutant og tak herfra for et indblik i et skrøbeligt pigesind formidlet med stort litterært overskud.”

– Anna Pia Holmgaard/ALT for damerne (25.6. 2015). Læs hele anmeldelsen her

 

★★★★ “Der er en klassefortælling, der så at sige løber under hovedfortællingen og glimtvist dukker op til overfladen. »Malplacerede, det er det, de er. De er sådan en familie, der ser på prisen, og som taler om penge ved bordet«, står der et sted, og i passager som denne – samt i de stilistiske greb – er der mindelser om Marguerite Duras. Men også en egen, ganske bevægende blanding af skam og lyst, som gør romanen læseværdig.”

– Jeppe Krogsgaard Christensen/Berlingske (13.6. 2015). Læs hele anmeldelsen her

 

“Det er igen en meget fin debutroman, der med stor skarphed og sikkerhed i stil og sprog blotlægger en ung pige tanker og sind. Den ideelle gave til forældre, der har et barn på den alder, og i det hele taget til forældre med teenagebørn.
Glimrende oversættelse, der rammer plet på det sproglige plan med sit ordvalg.”

– Jens Peder Weibrecht/fransklisten.fr. Læs hele anmeldelsen her

 

“Bogen er direkte og hudløst fortalt… Værd at læse.”

– Ib Ahnfeldt/god-bog.dk. Læs hele anmeldelsen her

Letheden