Etcetera udvider sin forlagsprofil samt lancerer essayserien RELIEF
I ti år har Forlaget Etcetera været dedikeret til den franske samtidslitteratur. Men nysgerrigheden er efterhånden vokset sig så stor, at vi ikke længere kan styre os og må se, hvad der sker ude i andre litteraturkredse. Derfor åbner Etcetera sig i 2023 mod resten af verden. Her i foråret udgiver vi tyske Theresia Enzensbergers PÅ HAVET og norske Rune Christiansens AFFÆREN MED DEN TABTE TIDS LUNER, og til efteråret udkommer den prisvindende og meget omtalte BLODBOG af schweiziske Kim de l’Horizon. I kan godt allerede begynde at glæde jer.
Den franske litteratur vil dog stadig have en central plads, og årets første franske udgivelse bliver Lucie Ricos debutroman DEN VAKUUMPAKKEDE KYLLINGS KAGLEN. Den handler om høns, om forbrugermarketing og dyreetik, og ens lørdagskylling kommer aldrig til at smage af det samme igen, når man først har læst den.
Og så sker der også noget andet nyt: Vi lancerer nemlig essayserien RELIEF. Også her kommer hovedvægten til at ligge på det franske, og vi starter med Annie Ernaux’ SKRIFTEN SOM KNIV, som er en bog i interviewform, hvor hun reflekterer over sit forfatterskab og over det at skrive. Derudover kommer essayserien til at omfavne et eklektisk udvalg af helt nye og lidt ældre tekster, der alle vækker til eftertanke og sætter den tid, vi lever i, i relief.
Vi glæder os og håber, I har lyst til at læse med!
Mange hilsner,
Sofie Vestergaard Jørgensen
Etceteras stifter og forlægger