FORLAGSNYHED: "Kilderne" af Marie-Hélène Lafon
I dag udkommer Kilderne af franske Marie-Hélène Lafon, som vi har glædet os meget til at I skal læse✨✨
En kvinde, en mor til tre børn, en hustru til sin mand. Claire er næsten tredive år, og hun laver sine lister med alt det, hun har. En pæn gård, tre sunde børn, 27 køer, en traktor… På papiret en lykkelig tilværelse. I virkeligheden et liv i smerte, der begyndte kort efter brylluppet. Derfor laver hun sine lister.
Kilderne er en roman i tre akter, der fortæller historien om en kvinde, en familie og et hus. En historie, der vidner om, hvordan strukturer og vold hager sig fast i mure såvel som i mennesker og nedarves fra forældre til børn.
I en fortættet og knugende selvbiografisk fortælling vender Marie-Hélène Lafon med Kilderne tilbage til sin barndoms Auvergne, hvor køerne græsser og giver mælk til den berømte Saint-Nectaire-ost. Endnu en gang viser hun sin enestående evne til at trænge ind i sine karakterers psyke og respektfuldt skildre deres sorger og utilstrækkeligheder, hverdagslivet i al sin barskhed.
Kilderne understreger, med sin unikke skildring af menneskers liv, den særlige plads, Lafon indtager i det franske litterære landskab.
Oversat af François-Eric Grodin
Læs mere om udgivelsen her