Mød Kim de l'Horizon til Louisiana Literature

“Hvilke fortællinger eksisterer for en krop, der trodser konventionelle ideer om køn?”

Spørgsmålet her indledte pristalen fra juryen, da de i 2022 overrakte den kun 30-årige, schweiziske forfatter Kim de l’Horizon den prestigefyldte tyske Buchpreis. Og forfatterens hypnotiserende debutroman, ”Blodbog”, er – blandt meget andet – en slags svar på netop det spørgsmål.

Kim de l’Horizons modersmål er tysk, og på tysk findes intet nonbinært pronomen:

”I min opvækst eksisterede begrebet ’nonbinær’ ikke, ligesom der ikke fandtes noget andet eller mere end det binære,” har de l’Horizon selv forklaret. Med romanen ”Blodbog” forsøger de virtuost og med stor originalitet at give stemme til den nonbinære erfaring – og søger samtidig efter et sprog, der kan rumme den.

I ”Blodbog” leger de l’Horizon med både sprog og dialekt mens de opruller flere hundrede års familiehistorie på den mødrene side og svømmer hen i sproglige billeder af hav, hekseritualer og Grindr-sex.

”I Kim de l’Horizons Blodbog bliver sproget lige så flydende, som kroppene og identiteterne er det: Man rives med af dets strøm,” skrev Süddeutsche Zeitung.

En måned efter tildelingen af den tyske Buchpreis modtog ”Blodbog” også den schweiziske Buchpreis, og de l’Horizon er nu under udgivelse på 17 sprog.

Vi glæder os meget til at opleve Kim de l’Horizon på Louisiana Literature til august!