Interview med Sylvie Bocqui

oktober 31, 2022

I forbindelse med udgivelsen af Langt og langsomt fald har vi interviewet Sylvie Bocqui om, hvad det er, ordene og skriften kan, og hvordan det føles at lade teksten rejse ud i verden oversat til et andet sprog.

I din nye bog spiller kejsertræet og det franske ord for træet, ’paulownia’, en stor rolle for fortælleren – det bliver næsten et symbol på bruddet mellem manden og kvinden. Kan du fortælle os lidt mere om kejsertræet?

S.B. For nogle år siden boede jeg i en lejlighed på fjerde sal uden gardiner, og jeg havde udsigt til tre kejsertræer. Om foråret var der en kraftig duft af violer, men det kunne ikke være violer, for jeg boede for højt oppe, jeg ville ikke have kunnet lugte dem helt deroppe. Det viste sig at være kejsertræerne. Kejsertræets blomster lever et meget flygtigt liv; de er så tunge, at de falder af, før de når at visne. Jeg kiggede på dem, som de lå dér på jorden, og jeg opdagede, at de stadig var friske og duftende. Senere fandt jeg ud af, at kejsertræet stammer fra Kina, og at det er meget modstandsdygtigt over for forurening. Det er derfor, man planter dem i byerne.

Du har fortalt i tidligere interviews, at skriften fejler, eller risikerer at fejle. Hvad mener du med det?

S.B. For mig er der en sammenhæng mellem skriften og melankoli. Det betyder ikke, at det er trist at skrive, eller at det, jeg skriver, er trist. Det betyder, at det at skrive om virkeligheden, at skrive om en hændelse, det er altid allerede for sent. Man er nødt til at acceptere, at man skriver om noget, der allerede er forsvundet. Og man skal have styrken til at få det til at komme tilbage til nuet. Man skal brænde lidenskabeligt for at få det til at komme tilbage. Det er orfisk, nærmest. Og det kræver et vist storhedsvanvid (griner).

Rilke sagde: ”Jeg hylder.” Han blev spurgt: ”Hvordan kan du som digter holde det unævnelige, det dødelige ud?” Og Rilke svarede: ”Jeg hylder.” I min bog er hyldesten også nødvendig. Det er det eneste, der er tilbage at gøre. Kærligheden er forsvundet, parret er gået fra hinanden, børnene er revet midt over af forældrenes skilsmisse. Deres barnlige uskyld er blevet taget fra dem. Eller det føler moren i hvert fald, måske er det i virkeligheden ikke så slemt for dem, som hun tror, men for hende er det en tragedie. Hun er en kvinde, der allerede blev sønderrevet, da hun fik sit første barn. Fordi hun pludselig forstod noget ret banalt, ufatteligt banalt faktisk, nemlig at det er et dødeligt væsen, man bringer til verden. Et barn, der bevæger sig gennem livet med sin egen dødelighed. Så da hendes mand går fra hende og deres to børn, mærker hun igen den samme ensomhed, og ikke mindst løftet, der ikke blev holdt. Hun bliver forladt for anden gang. Og det at skrive, det er også lidt dét, for mig; det er at vende tilbage fra forladtheden. At skrive er at genfinde. At skrive er at vende tilbage, få ting til at komme igen.

Der er en glæde i det at skrive. En nydelse, endda. Det mærker jeg, når teksten tager fart. Jeg har en meget stram, kontrolleret, lidt stiv skrivestil. Men så pludselig en gang imellem begynder skriften at strømme, at folde sig ud, punktummerne bliver skiftet ud med kommaer. Og lige dér er det fantastisk.

Hvad betyder det så for dig at se skriften blive oversat – eller transponeret, kunne man sige – til et andet sprog?

S.B. Det er en meget svimlende fornemmelse at lade teksten rejse ud i verden. For jeg forstår ikke dansk. Jeg ved ikke, hvordan teksten vil være på den anden side. Når det andet sprog er meget fremmed, så er det en anden verden; så er det som at stå på havnen og se et skib lægge fra kaj; jeg vinker med et lille lommetørklæde, og skibet sejler over på den anden side af havet. Og jeg ved ikke, hvordan der ser ud derovre. Sproget er et andet land.

Så ja, jeg læser mine bøger i den danske oversættelse, men ved du, hvad der sker? Ingenting! Det er, ligesom når jeg læser et partitur. Foran mine øjne er der et stykke musik, der folder sig ud, men jeg kan ikke høre det. Det er en døv læsning. Det danske er en musik, jeg ikke kan tyde, uden lyde, uden mening, uden klang. Det synes jeg er forunderligt!

Jeg er glad for at være oversat til dansk. Jeg forestiller mig det danske sprog som meget mineralsk. Det er sjovt, men jeg kan slet ikke forestille mig mine tekster oversat til italiensk eller spansk. Selvom man selvfølgelig sagtens kunne, og sprogene stadig ville være tro over for det franske! Så hvorfor siger jeg dét om det danske – og mere generelt de nordiske – sprog? Mineralsk, gråt, sand, tilbageholdende, hemmelighedsfuldt, ærligt, en mumlen, diskret. Og bliver originalteksten klædt på af oversættelsen? Er mine franske ord oversat til dansk iklædt en mineralsk, hvid, sandet, hemmelighedsfuld frakke eller en parasol ligesom hos skagensmalerne? Ville de på italiensk have en blomstret rød kjole og orange sandaler på og suse af sted på en Vespa? Selvfølgelig ikke! Men det er det, jeg forestiller mig.