FORLAGSNYHED: Ingen er bange for folk, der smiler

Véronique Ovaldé er en eminent historiefortæller. Det har hun allerede bevist med romaner som Fugleliv, der bl.a. var nomineret til Frankrigs fineste litteraturpris Goncourt-prisen, og i Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt, der ligesom mange af Ovaldés andre romaner blev en bestseller i Frankrig.

Ingen er bange for folk, der smiler (fr. 2019) er Ovaldés tiende roman, og her viser hun igen sit store fortælletalent med historien om Gloria, som har søgt tilflugt sammen med døtrene Loulou og Stella i mormorens gamle hus langt ude i skoven et sted i Alsace i det nordøstlige Frankrig. Men hvorfor egentlig?

For at finde ud af det må vi tilbage til dengang, hvor Gloria boede i et blåt skur ved den franske riviera og serverede pizzaer på sin højtelskede onkel Gios strandbar. Dér hvor hun mødte Samuel, pigernes far, med det fløjlsbløde blik og et vist talent for handel med spilledåser og stjålne kunstgenstande. Og dér hvor Santini, farens advokat med det katteagtige smil, tog Gloria under sine vinger, da faren døde.

I Alsace begynder Loulou at se spøgelser, naboens bidske hunde dør under mystiske omstændigheder, og hvad er det i grunden for en trussel, Gloria flygter fra? Ingen er bange for folk, der smiler; Véronique Ovaldé har uden tvivl smilet bredt, mens hun fortalte sin historie.

Ingen er bange for folk, der smiler udkommer 4.6.2021 i François-Eric Grodins oversættelse. Læs mere og køb bogen her